Magasingården

Dette ejendomskompleks er renoveret i 2010 og strækker sig fra torvet ved renæssancehavnen til torvet ved kirken.

Ejendommen ud mod renæssancehavnen var oprindeligt et gammelt kornlager og lejlighederne er alle sammen med fritlagte bjælker og indrettet i flere plan. Med udsigt over renæssancehavnen er der 4 boliglejemål i 3 etager. Adgang til lejlighederne sker gennem et udvendigt, lukket trappetårn, hvor der på reposerne er plads til 1 bord med stole, hvor man kan nyde morgensolen. Lejlighederne har 2 eller 3 værelser og er henholdsvis på 60 m² til 125 m².
Denne ejendom fik i 1997 tildelt Bevaringsprisen.

I underetagen på hjørnet af Langegade er der indrettet restaurant med udendørsservering i sommerhalvåret.

Rundt om hjørnet og ud mod Langegade er der i underetagen i 3 erhvervs-lejemål af forskellig størrelse.

Med indgang Langegade 2C, som i sin tid indeholdt Paludan Müllers fødehjem, er der indrettet 3 boliglejemål fordelt på 1. og 2. sal. Lejemålene har fra 3 til 5 værelser og er på 100 m² til 190 m².

På hjørnet af Langegade og Søndre Kirkerist er der i den tidligere Benners Kiosk med det ret så berømte træ, som groede op gennem taget, indrettet restaurant med udendørsservering både ud mod Torvet og i gårdhaven.

Med indgang fra Søndre Kirkerist kommer du ind i den dejlige, lukkede gårdhave. Herfra er der via udvendige trapper adgang til 2 lejligheder beliggende på 1. sal. Disse lejligheder består af henholdsvis 2 og 3 værelser og er på 70 m² og 102 m². Begge lejligheder har svalegang ud mod gård-haven med plads til blomsterkrukker og havebord med stole.

I selve gårdhaven ligger et lille, gammelt hus, som i sin tid har været anvendt som vaskehus og fyrrum. Huset indeholder 1 erhvervslejemål på 112 m².

Alle lejemål i Magasingården har adgang til den lukkede, fælles gårdhave, som er anlagt med flere solkroge og smuk beplantning. Gårdhaven er ud mod Søndre Kirkerist afgrænset af en gitterport, som automatisk låses om natten. Porten har dørtelefon til lejemålene i gården.

Se billeder af ejendommen